Blog

Få styr på webtilgængelighed på din webshop


Hvad er webtilgængelighed?

Webtilgængelighed – eller digital tilgængelighed – handler om, at din webshop skal kunne anvendes af alle. Uanset om man er blind, hørehæmmet eller har brækket en arm, skal man kunne bruge din shop.

Undersøgelser viser, at op mod hver fjerde dansker har en form for handikap. Derudover kan alle få en midlertidig funktionsnedsættelse eller komme i en situation, hvor det er sværere at navigere rundt på en hjemmeside, f.eks. i højlydte omgivelser eller steder med kraftigt lys.

Hvis din webshop har god tilgængelighed, forbedrer du brugeroplevelsen for alle.

Fordelene ved at have en webshop med god tilgængelighed er, at det også gavner dit SEO-arbejde. Det styrker din konverteringsrate og kan bidrage positivt til branding, marketing og ESG.

Hvilken lovgivning gælder for webshops?

Hvis ikke fordelene allerede har overbevist dig, så gør den kommende lovgivning nok.

28. juni 2025 træder et nyt EU-direktiv i kraft, der kræver øget tilgængelighed indenfor blandt andet webshops.

Direktivet gælder alle webshops, medmindre man er en mikrovirksomhed. Det vil sige, at I har færre end 10 ansatte og omsætter for mindre end 2 millioner Euro om året.

Der findes desuden lignende lovgivning i ikke-EU-lande som Norge, Storbritannien og USA.

Sanktionerne er bl.a. bøder og tilbagetrækning af produkter.

Er du i tvivl om jeres webshop er omfattet eller har andre juridiske spørgsmål, så er det bedste, I kan gøre at kontakte en jurist, der kan hjælpe jer.

Hvilke krav skal man være opmærksom på?

I Danmark er det Sikkerhedsstyrelsen, der kommer til at lave tilsyn med webshops.

De skriver i deres dokumentation, at ”Der er ikke konkrete krav til den enkelte tjeneste. Kravet er, at de oplysninger, du skal levere om din tjeneste, skal være tilgængelig gennem mere end en sensorisk kanal. Altså tilgængelig gennem to sanser som for eksempel syn og hørelse.”

Derefter henviser de til, at man kan søge inspiration i standarden for Web Content Accessibility Guidelines (forkortet WCAG).

En tommelfingerregel for god webtilgængelighed på en webshop er at gå efter at overholde standarden WCAG 2.1 AA.

Det vigtigste er dog, at alle brugere – uanset nedsat tilgængelighed – kan bruge sitets vigtige funktioner. Dvs. at man kan navigere, finde relevante produkter, forstå produktets egenskaber og købe produkterne. Stikprøver har dog vist, at checkout-flowet ikke er 100 % tilgængeligt på flere større, danske webshops.

Udover at leve op til kravene, bør I også beskrive jeres arbejde med webtilgængelighed, f.eks. i forlængelse af jeres cookiepolitik og handelsbetingelser.

WCAG 2.1 – kort fortalt

WCAG 2.1 har mere end 50 forskellige punkter, der til sammen udgør standarden for god webtilgængelighed.

Overholder du standarden, vil dit indhold som udgangspunkt leve op til de fire vigtigste søjler indenfor webtilgængelighed. Indholdet skal være opfatteligt, anvendeligt, forståeligt og robust for samtlige brugere.

Konkrete eksempler på punkter, der skal overholdes – men desværre ofte går galt:

  • Alt-tekster på billeder og knapper, der sikrer, at alle inklusiv søgemaskinerne kan ”se”, hvad der er på et billede.
  • Kontraster på tekster, så teksterne kan læses uanset synsbesvær, solskin og lignende.
  • Tilgængelige navne på komponenter som links og knapper, så en skærmlæser kan læse højt, hvad komponenterne gør.
  • Navigation kun ved brug af tastatur, så man f.eks. kan bruge menuen og den interne søgning uden at bruge en mus.

Sådan kommer du i gang

Det kan virke uoverskueligt at læse op på lovgivningen og standarden – især fordi du skal sammenholde det med, hvad din webshop egentlig kan og ikke kan lige nu.

Vi anbefaler derfor at begynde i det små og bygge på hen ad vejen. Start med de punkter, der typisk giver problemer. Det er bl.a. alt-tekster, sidetitler, headings, tekstkontraster og manglende input labels. Forbedring af disse, styrker også din rangering på diverse søgemaskiner.

I bør fordele ansvaret i jeres virksomhed. Hvem står for at teste, hvem tjekker op på lovgivningen og hvem udfører de nødvendige rettelser? For det første undgår I, at noget falder mellem to stole, og for det andet lægger det ikke hele presset på én person. Sørg derudover for at have én beslutningstager, så processen bliver enklere.

Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan vi hjælpe dig med alt fra en indledende rapport til workshops og en komplet mapping af jeres shop med helt konkrete anbefalinger.

Sådan tester du din webshops webtilgængelighed

Der findes masser af gratis værktøjer, som kan scanne jeres shop og give en overordnet status på webtilgængeligheden. Nogle bruges i browseren og andre gennem extensions. Vi bruger bl.a. selv Wave, Silktide og Lighthouse.

Udfordringen med samtlige værktøjer, som vi har testet, er, at de kun fanger nogle af punkterne. Det skal derfor suppleres med manuelle test, brugergrupper og spørgeskemaer.

Manuelle test er nemmest at gå til. Prøv f.eks. at navigere gennem din webshop og lave et køb uden at bruge musen. Det er svært – og måske endda umuligt.

Spørgsmål?
Vi er klar til at hjælpe

Contact Bizzkit

Ved at række ud accepterer jeg Bizzkits behandling af mine data ifølge privatlivspolitikken.