BLOG
Hvor tæt er vi på hyperpersonalisering i e-handel?
Hyperpersonalisering er efterhånden et ret omtalt fænomen i e-handelsverdenen. Det fungerer fremragende på algoritmetunge medier som TikTok og Instagrams Reels, hvor det virkelig kan være svært at lægge telefonen fra sig, når appen bliver ved med at præsentere én for lige præcis det, den har beregnet, at du vil finde allermest engagerende lige nu. Tænk hvis e-handel kunne tilbyde den samme relevans og evne til at engagere – det er det, der er drømmen om hyperpersonalisering. Men giver det egentlig mening endnu og er webhandlen klar til at inkorporere og bygge hyperpersonalisering?
Det undersøger vi her, men først skal vi lige have gjort det helt klart, hvad forskellen egentlig er på traditionel personalisering og hyperpersonalisering i e-handel, da de to fænomener lidt ofte bliver blandet sammen.
Personalisering - Den skræddersyede oplevelse
Traditionel personalisering i e-handel handler om at tilpasse indhold og tilbud til den enkelte kunde baseret på tidligere adfærd og præferencer. Kunden kan for eksempel få vist produktanbefalinger eller annoncer baseret på deres tidligere køb. Det gør shopping-oplevelsen mere relevant og engagerende for kunden, når det fungerer optimalt. Personalisering handler altså om at aktivere data som købshistorik og browseradfærd for at skabe en oplevelse, der med høj sandsynlighed matcher kundens personlige præferencer.

Hyperpersonalisering – Personalisering på doping
Hyperpersonalisering går skridtet videre end traditionel personalisering ved at bruge teknologier som kunstig intelligens og maskinlæring til at analysere data i realtid. Det gør det muligt for virksomheder at forstå behov og præferencer på et endnu dybere niveau. Hyperpersonalisering kan for eksempel betyde, at du modtager tilbud og anbefalinger, der er skræddersyet til din aktuelle situation. Det kunne være tiden på dagen, din placering eller dit humør. Hyperpersonalisering reagerer også, når du er ved at vise de første tegn på at forlade siden. Så smider algoritmen sit trumfkort som den regner med, vil fastholde interesse.
Hyperpersonalisering er altså i langt højere grad i stand til at følge med i præcis, hvordan du engagerer dig i indholdet på en webshop og i stand til at reagere på dine signaler.
Fordele og udfordringer
Både personalisering og hyperpersonalisering er fantastiske værktøjer til at gøre shopping-oplevelsen mere relevant og engagerende for den enkelte kunde. Kunderne i dag forventer nærmest en eller anden grad af personalisering, men det kræver at webshoppen har styr på sit datagrundlag og har samtykke til at indsamle de relevante oplysninger fra deres kunder, ellers er det umuligt at lave både personalisering og hyperpersonalisering.
Hyperpersonalisering kræver dog et langt tungere set-up end personalisering. Når al databehandling skal foregå i realtid, er det også langt mere omkostningstungt end personalisering, der ikke i samme grad tilpasser indholdet sekund for sekund.
Hyperpersonalisering er derfor klart dyrere at anvende og implementere, hvilket i sidste ende også kan betyde, at det ikke er rentabelt eller kun er marginalt mere profitabelt end personalisering. Det er de rent økonomiske hensyn, men det er også værd at overveje om kunderne kan reagere negativt, hvis de oplever webshoppen som for påtrængende eller invasiv. Det må simpelthen heller ikke blive for creepy.
Er vi overhovedet klar til hyperpersonalisering?
Det korte svar er nej. Alt for mange webshops har ikke et stærkt nok fundament – hverken dataindsamling eller systemarkitektur til at det kan lade sig gøre lige nu. Det er dog bare slet ikke sikkert, at det også ser sådan ud om 3-5 år.Hyperpersonalisering fungerer allerede fremragende på underholdningsapps og sociale medier, der i det hele taget smelter mere og mere sammen med e-handel. Spørgsmålet er om der kommer til at vokse flere nye social commerce platforme frem, der anvender hyperpersonaliseringsteknologi fra starten af, eller om mere traditionelle e-handelsplatforme begynder at adoptere teknologien og bygger den ind i de webshops vi allerede kender.
Under alle omstændigheder står e-handelsbranchen snart ved en skillevej, hvor det er fuldstændig afgørende at have styr på sin dataindsamling og sin systemarkitektur – så det er muligt at bygge præcis den form for personalisering eller hyperpersonalisering, der er brug for til fremtidens e-handel.
Spørgsmål?
Vi er klar til at hjælpe
